Hvad ville du turde, hvis Janteloven ikke forhindrede dig i det?
Hvad forhindrer din indre Jantelov dig i?
Der er ALDRIG nogen, der holder taler, når jeg holder fest. Eller næsten aldrig - to elskede venner holdt hver sin fantastiske og velforberedte tale til min datters fødselsdag - men ellers ikke.
Min ven som er kok, bliver sjældent inviteret til middag. En ven som er skolelærer, taler næsten aldrig om sin undervisning med andre end skolelærere. De fleste ledere jeg kender, taler kun ledelse med andre ledere. Gad vide om vinderne af Den Store Bagedyst nogensinde bliver inviteret til kaffe og kage?
Engang var jeg med i et debatpanel, hvor Modeeksperten sagde til mig: “Det kan du ikke udtale dig om, det ved jeg meget mere om end dig.” Et øjeblik blev jeg helt paf, og så spurgte jeg ham: “Hvad f…..tror du vi er her for? Skal vi sidde her i hvert vores elfenbenstårn og fejre hvor fede vi er, eller skal vi afprøve idéer og tanker med hinanden?” (Her begynder du måske at få en idé om, hvorfor ingen holder tale til mig).
Der blev en lidt dårlig stemning et øjeblik.
Så talte vi videre.
Jeg har gransket mig selv: Hvornår holder Janteloven MIG tilbage fra at sige eller gøre noget? Desværre sjældnere end hvad den burde - ville visse tænke. Men hvor er kærligheden i det? Nysgerrigheden? Udviklingen? Udvekslingen?
Vi bliver NØDT til at være modige med hinanden og med os selv! Vi bliver nødt til at kaste os ind i hinandens ekspert felter for at blive klogere eller bare sprede lidt glæde og glans over den anden.
Min kokkeven elsker at få serveret et måltid, han ikke selv har lavet - hvad som helst!
Min skolelærerven elsker at tale om sit fag, som alle der har gået i skole, har en holdning til.
Ledere elsker at tale om ledelse og at blive ledt af andre gode ledere.
Vil du være med til at ændre på det? Som det meste andet i livet, begynder det med et spørgsmål:
Du, som ved så meget om X, hvordan er det med….?
Jeg har tænkt meget på ________, hvad tænker du om dette?
Jeg er lige blevet færdig med _________ som jo også er dit område; vil du kigge på det sammen med mig?
eller ligefrem: Kan du hjælpe mig med _________, som jeg ved, du ved en masse om?
Hvad med at vi slipper hinanden fri af vores fagrammer/nationaliteter/ekspertområder og ser hinanden som mennesker? Hvad har de mennesker brug for?
Hvad har DU brug for?
De fleste mennesker, har brug for at blive hyldet engang imellem. Prøv med:
Hvor var det godt klaret, at du….Skål i kaffe (til morgenmødet)
Min kollega her, har lige haft et vellykket forældremøde - jeg ved ikke, hvad hun gjorde - skal vi ikke høre noget mere om det? (til personalemødet)
Matematiklærer x har lige fortalt om en vellykket undervisning - kan du ikke fortælle mere om, hvad du gjorde, som virkede? (til frokosten)
Du giver et andet menneske en gave, når du “går ind i hendes felt”!
En af de bedste taler, jeg nogensinde har fået, var fra en genert og stille ung læge til en ledelsesworkshop, jeg afholdt. Det var den sidste aften, og alle havde fået til opgave, at skrive en hyldesttale. Deltagerne holdt rørende og dejlige taler om alt fra familiemedlemmer til vigtige geografiske pladser. Den unge læge afrundede talerækken med en tale til mig, hvor han sammenlignede mig med en sort italiensk motorcykel. Det var så uventet, direkte fra hjertet og retorisk meget elegant - jeg glemmer det aldrig.
Hvornår tør DU overraske et andet menneske? Hvornår skal du blæse Janteloven et stykke og invitere kokken til spaghetti bolognese? Eller byde danselæreren op til dans?
Kontakt mig gerne, hvis dit team skal ud af sin komfortzone og øge arbejdsglæden med en hyldesttale workshop.
Kærligst
Louise