Forældremøder og andre møder - glæder du dig?
Det gode møde
De færreste lærer, hvordan man holder et godt møde. Hverken på arbejdspladser eller på studier. Det er ærgeligt og det vil jeg rette op på her. Er du også træt af møde, hvor alle tuller rundt som varme pingviner. Så læs med her:
Nyhedsbrev med en A-Z guide til, hvordan du holder bedre møder med glade mødedeltagere!
Forældremøde…fænomenet fremkalder et let fysisk og psykisk ubehag hos mange lærere og forældre. Nervøsitet, konflikter, dårlige små stole, ego-kampe, tid der skrider og uendelige dagsordner.
Det behøver ikke at være sådan!
Forandringen begynder med refleksion:
Allerførst stiller du dig selv spørgsmålet - eller reflekterer sammen med en kollega - “Hvad er et god møde for mig? Hvilke møder er jeg gået tilfreds og måske endda klogere og i godt humør fra? Hvad var det der gjorde, at det blev et godt møde? Hvad kan jeg gøre for, at skabe et lignende møde?”
Forældremøder skal ikke bare overstås. Det er hér, du som lærer og skoleleder får dannet relationer med forældrene på din hjemmebane. Det er her, du “walker the talk” ud fra skolens visioner. Du viser hvordan du håndterer kritik, konflikter og utilfredshed. Du viser dig selv som lærer og skoleleder og du får mulighed for at vinde forældrenes tillid. Eller det modsatte, hvis du ikke forbereder dig. Har man først mistet tillid til et menneske, tager det lang tid at vinde den tilbage.
Ansvar
Det begynder med at definere ansvar og roller og uddelegere opgaver: Hvad er DU ansvarlig for? Hvad er DET VIGTIGSTE AT FÅ FORMIDLET til mødet? Hvad er potentielle møde-hestehuller (emner, der giver anledning til diskussioner, der drukner dagsordenen og fokus)? Hvilke opgaver kan du uddelegere og hvem kan tage dem?
Allerede her har du bestemt dig! Fra at gøre forældremødet til en pine, du bare skal igennem, hvor du bliver ofret for den manglende planlægning, til at du tager ansvaret og lederrollen på dig. Godt gået! Mødedeltagerne kan mærke din intention, og det giver tryghed og skaber tillid.
Rammen
For at få et godt møde, skal du skabe en god ramme. Luft ud, sørg for at der er stole til alle (eller uddeleger stole opgaven til forældre), har du meget overskud, så sætter du nogle blomster i vand og starter med en fællessang. Gerne en sjov en. Sang skaber automatisk fællesskab.
Indled gerne som en vært for en fest: Du er glad for at se så mange ansigter! Det bliver et spændende år, som du glæder dig til! Det er dejlige børn, du arbejder med. Kom gerne med et par eksempler - fortæl en god historie. Den historie er med til at brande dig som en god lærer. Du skal ikke forpasse den mulighed.
Dernæst fortæller du, hvad I skal nå i dag, og hvilken tid I har til det. Her lægger du en disclaimer ind og siger: “Emne b og c kan give anledning til vigtige og lange diskussioner. Det har vi ikke mulighed for i dag. Men klasse forældrene vil notere sig, hvad der er interesse for, og indkalde til separate møder om det, hvis det bliver nødvendigt.”
Uden mad og drikke fungerer mødet ikke
Sørg for at der er både noget vådt og tørt til alle. En klasse opdelte det således: Drengegruppens forældre tog kager, frugt og grønt med. Pigegruppens forældre tog drikkevarer med (saft, te, kaffe og mineralvand) og næste gang byttede de. Enkelt og ligetil. Men det er uhyre vigtigt at mødedeltagere får noget at spise og drikke for at mødet ikke drukner i vrede-sult. Amerikanere kalder det “hangry”, og det er ikke en stemning, der fremmer et godt møde. Du kan, som mødeleder, lægge det ud til forældrene som et forslag.
Dagsorden
Sørg for at få dagsordenen sendt ud i god tid, og hold dig til den. HOLD TIDEN og sørg for at skrive emner ned, som forældrene bringer op undervejs, som kan være fokus i et enkeltstående møde fx “alkoholkultur”, “trivsel” etc. Oplever du, at en forælder stikker af med mødet, kan du sige: “Det er virkeligt relevant og vigtige pointer du kommer med. Vi har ikke mere tid til at diskutere det nu, fordi alle har brug for at komme hjem til tiden. Vi kan tage det på dagsordenen, diskutere videre til næste møde. Eller klasseforældrene noterer, at dette er vig Vi parkerer den nu”.
Pauser
Lærere taler meget. Forældre taler meget. Giv hjernen en pause midt i mødet. Enten med en fysisk strækøvelse eller et øjebliks stilhed. Det sidste skaber bedre balance mellem intro-og ekstroverte og giver bedre møder. Læs mere om det hos Bastian Overgaard, der har forsket i stilhed.
Good vibes
Sørg for at der er lagt tid til refleksion og anerkendelse ind i afslutningen af dagsordenen, så I afslutter On A High Note. Det vil sige, at deltagerne ikke skal løbe ud af døren, efter du har sagt: Jamen, det var så det. De skal afslutte med en kort runde, der handler om noget de er tilfredse med i forhold til skolen og undervisningen. Det kan være refleksion 2 og 2 over:
“Hvilke gode oplevelser har dit barn fortalt om? Hvem var ansvarlig for, at det blev en god oplevelse.”
Du begynder selv med at besvare refleksionen ud fra dit eget perspektiv: Dette xxx var en god oplevelse, jeg havde med klassen, og jeres unger var ansvarlige for, at det blev så godt på følgende måde.
Så beder du dem, der har lyst til at dele de gode oplevelser med alle, om at dele oplevelserne efter popcorn metoden (man melder sig frivilligt i stedet for at tage det i en tvungen runde) Regn med at denne øvelse tager ca 20 minutter, og det er de bedste 20 minutter af mødet.
Du afrunder på aftalt tid. Hvis nogen er i gang med at sige noget vigtigt, anerkender du det og parkerer det. Til sidst takker du for et godt møde og deres tid og beder om frivillige til at hjælpe med at rydde op.
Dagen efter mødet beder du klasse forældrene om feedback:
Hvad fungerede godt? Hvorfor?
Hvad kan vi gøre anderledes næste gang?
Bum!
Der er flere grunde til, at du skal tage dette til dig:
Det er gratis ledelsestræning, der vil påvirke dit arbejde generelt positivt
Det øger din personlige arbejdsglæde
Det øger engagementet hos mødedeltagerne
Det øger mødedeltagernes tillid til dig
Det øger trivslen i gruppen
Det fremmer kommunikationen i gruppen på tværs, når man mærker, at DU tager ansvaret for at holde rummet
Når I afrunder med noget positivt, får du den kollektive hjerne på et positivt og konstruktivt spor, der gavner dit næste møde. Det fremmer desuden forældrenes billede af, at du er en god lærer/skoleleder.
For du ER jo en god lærer/skoleleder hvis DU tør lære noget nyt. Kigger du på dette nyhedsbrev og er lige ved at kaste op, er det nok værd at tage en refleksions runde med dig selv.
Vil dit lærerværelse og dine kolleger have gavn af en workshop om det gode møde, så tag endelig kontakt til mig. Jeg skræddersyr workshops, der på kort tid giver gruppen ny viden og energi.
Hav et godt møde!
Louise