Ikke flere døde møder!

Sidste uge deltog jeg som workshopholder, sammen med Martin, stifter af Demokrati i skolen, til Børnerådets årsmøde i Aarhus. Overskriften var Børns medinddragelse, og det er jo mit og Martins shit, som man siger. Vi skulle holde to workshops om, hvordan man let skaber elevdemokrati i skolen. Det blev to gange 45 minutter med fut i, hvor deltagerne nåede at skrive og holde en tale, at se hvor hurtigt og hvordan man skaber et talerum og hvor de lærte fifs til, hvordan man bliver en god lytter. Vi fik meget fin feedback.

Og det fortjener Børnerådet også. Her skal du få nogle pivfriske tips nappet fra årsmødet til, hvordan du kan gøre dine og jeres møder mere levende og medinddragende:

Hav en god ordstyrer med humor og overblik, der sørger for at holde tiden.

Hav grønne og røde papkort liggende på bordene, så I kan lave hurtige polls. I kan stemme om emner og/eller give ordstyreren en fornemmelse af jeres meninger.

Lav en bordplan: Bland borde med deltagere, der har glæde af at møde hinanden.

Lad bordet præsentere sig for hinanden ud fra mødets tema.

Giv deltagerne tid til at reflektere - både selv og to og to.


Oplægsholdere er kortfattede og kraftigt inspirerende. De veksler mellem power point og samtaler med deltagerne.

Giv deltagerne snacks med regelmæssige mellemrum.

For både børn og voksne trives mere i undervisningssituationer når:

  • Vi bliver spurgt og nogen lytter til vores svar

  • Vi ikke skal lytte og sidde stille i mere end max 20 min af gangen

  • Når der er afveksling mellem indslagene

  • Når vi regelmæssigt får noget at spise og drikke

  • Vi får tid til at reflektere og tale sammen i mindre grupper

Det er egentlig meget logisk.

Hvis du får mulighed for det, så meld dig til Børnerådets årsmøde næste år. Både konferencens opbygning, indhold OG deltagere er inspirerende. 

Hvis du selv får lyst til at fremme elevdemokratiet på din skole, har Martin og jeg en kuffert fuld af teori og praksis, der kan fremme jeres elevinddragelse allerede dagen efter. Det er velafprøvede, enkle og meningsfulde øvelser og tiltag, der skaber fremtidige demokrater, akut trivsel og bedre dialog skole og elev imellem. 


Se mere om Initiativet Demokrati i skolen her https://www.demokratiiskolen.dk/




Louise Elling