Lyt som de gør på film!

Intenst, uden at afbryde og som om at INTET andet er vigtigere end det, din samtalepartner siger LIGE NU. Bare i 10 minutter.

Perfekt hår, makeup og timing, lækre kys uden savl og passende baggrundsmusik…intet af det er let at genskabe i hverdagen. Men den måde skuespillerne lytter til hinanden på film. DET kan vi genskabe. Og det BØR vi genskabe, hvis vi kan lide at få vores medspillere til at føle sig kloge, seje og afholdte.

Jeg har just afholdt min Kom & Lær Pral & Blær workshop med en gruppe dejlige kvinder i forskellige aldre. De havde mange ting til fælles på trods af, de var så forskellige. De havde alle bedrevet utrolige ting. De har mennesker, der holder af dem. De har erfaret og oplevet ting, vi andre kan lære af. Men: 

De savner gode lyttere. Et andet menneske, der tillader en god historie om opture eller nedture, tanker eller handlinger, tvivl eller sikkerhed. Et menneske, der lytter dem dem gode. Og det er de ikke alene om. Rigtigt gode lyttere, som man ikke betaler for at lytte til en, er nærmest som rigtigt gode ledere: Vi hører, at de findes, men vi møder sjældent en.

Problemet er: Hvis man ikke har gode lyttere, bliver man ikke en god taler. Det handler mit undervisningsmateriale, Tal så andre lytter, på Gyldendal bl.a. om. 

En RIGTIG god lytter:

Har slukket mobiltelefonen eller kigger ikke på den

Holder øjenkontakt

Nikker og smiler på passende tidspunkter

Kommer med spørgsmål, der uddyber fortællingen

Kommer ikke med gode råd og

Overtager ikke fortællingen

Til workshoppen startede vi med at skrive den stemme, der taler hårdt til os, når vi vil fortælle om noget, vi er stolte af eller tilfredse med ned. Hvem var det? Ned på papiret. Dernæst skrev vi det værste, der kan ske, hvis vi praler og blærer os ned på samme papir. Hver deltager krøllede papiret sammen og lagde det i en lille trækiste til samme formål. Trækisten blev stillet udenfor døren. Nu var der fri leg!

Alle lyttede intenst og interesserede til hinandens historier. De genfortalte hinandens succéer og endte med at fortælle om nogle af deres egne. Energien og glæden var nærmest en fysisk størrelse i slutningen af workshoppen, hvor alle sad med røde kinder, skinnende øjne og store smil. 

Tænk, hvis vi gav hinanden 10 minutter af vores tid til bare at fortælle. En af deltagerne sagde:”Tænk, hvis vi holdt op med at sige: Undskyld, jeg skal ikke tage mere af din tid og i stedet sagde: Jeg giver dig min tid, fortæl!”

Når vi gør det, bliver vi klogere på hinanden, os selv og glæden er lige stor begge vejen. Både for fortælleren og lytteren. Og når lytterne så siger: Ja!, Wow!, Aj, hvor var du sej! Hvor er du stærk! Hvor er jeg imponeret over dig! - som deltagerne sagde i går, så er det lettere at stå i lyset af sin egen fortælling.

Tænk, hvis vi også fortalte hinanden, når det var svært. Og bare kunne lytte uden at give gode råd. Tænk, hvis vi spurgte ét eneste menneske om ugen:

Hvordan har du det egentlig?

Hvilken verden ville det så være? En verden med mere trivsel, respekt og mindre stress er jeg helt overbevist om. Men tid er en gave, vi skal beslutte os for at give hinanden. 

At finde Københavns hyggeligste rum, at lægge champagne på køl, bage konfektkage, købe, frugt, nødder og lækkerier, at tænde lys og finde fine blokke frem, at stille tre timer og min energi til rådighed, var den bedste investering denne uge.

For når én kvinde prøver det, vil hun havde lyst til at give en anden kvinde det, som prøver det, og får lyst til at give en tredje kvinde det. At give lytte tid. At lytte opmuntrende uden gode råd. Og således håber jeg, at lytte arbejdet skaber ringe i vandet. Rammen behøver ikke være lige så overdådig som ovenstående. Din tid er overdådig nok.

Du kan lytte dine kolleger, medarbejdere, venner og familiemedlemmer bedre. Øv dig hver dag i 10 minutter. 

Resultatet er, at du bliver klogere og gladere! Og at dine omgivelser vil vokse. (og de vil elske dig for det)

Skal du med eller have en prale workshop hos dig? Tag fat i mig!

En deltager fra workshoppen skrev til mig dagen efter:

“Louise du fik mig til at elske mig selv lidt mere”

Kærlig hilsen

Louise