Fem tricks til at dæmpe akut nervøsitet
Eksamensangst og jobsamtaleangst er det samme
- sådan hjælper du en elev eller en jobkandidat i en akut nervøs situation
En del af lederjobbet er at tage mennesker til samtale. Ligesom det er en del af lærerjobbet at have elever til eksamen. Begge situationer kan sammenlignes med et mærkværdigt ritual, som vi åbenbart skal igennem - lidt ligesom at danse om juletræet for at få sine gaver.
Men vi skal igennem det, og der er to muligheder. Enten kan man lide med den, der er så nervøs, at der er svedige håndflader, stammen, blackouts og almen dårlig performance, selvom du kunne fange vedkommende i et stjerneøjeblik to timer senere. Eller så kan du lære disse tricks, der hjælper den akut nervøse jobkandidat eller elev.
Måske har du ikke så meget med elever at gøre, men de står der jo på gangene med rødflammede halse og trækninger ved øjnene. Hjælp dem, inden de går ind. Så hjælper du lærer og censor ved samme lejlighed.
Her er fem tricks, som burde blive printet ud og hængt op på alle kontorer og i alle klasseværelser:
Fem tricks til at dæmpe akut nervøsitet
Sig “Jeg ser, du er nervøs. Det er ok. Det er bare en følelse og det er ikke farligt, selvom din krop opfører sig som om, det er farligt. Nu tager vi 1 minuts pause fra det hele, og jeg vil bede dig gøre, hvad jeg siger til dig. Er du med?”
Du siger: “Drik en slurk vand.”
Du siger: “Træk vejret sammen med mig: Træk vejret ind to gange gennem næsen og ud en gang gennem munden. Hold tre sekunders pause og gentag vejrtrækningen til i alt fem gange.” Du trækker vejret sammen med den nervøse! Du tæller til de fem vejrtrækninger.
Du siger: “Nu bider du dig let i tungespidsen i 20 sekunder, mens jeg tæller. Så bliver du ikke tør i munden”. “Du tæller til 20 og smiler venligt til vedkommende.
Du spørger:”Hvordan har du det nu i sammenligning med for et øjeblik siden?”
og så afslutter du med et GODT klaret. Du er ok!
Hvad er det egentlig du gør?
Når du bruger denne metode til akut nervøse mennesker, begynder du altså med at berolige deres krybdyrhjerne med korte sætninger og ordrer. Du taler om nevøsitet, normaliserer det og afdramatiserer det. Du afhjælper den fysisk ubehagelige situation med vand og vejrtrækning for at beroligere det parasympatiske system. Du viser empati ved at trække vejret sammen med vedkommende. Du anerkender vedkommende med opmuntrende venlighed i korte sætninger.
Hvad vinder DU?
De færreste mennesker elsker at se på meget nervøse mennesker. Vi ved, at meget nervøse mennesker performer dårligt. Ved at hjælpe en nervøs elev eller en nervøs kandidat til et job opnår DU flere fordele:
Eleven eller kandidaten performer bedre, når vedkommende er mindre nervøs
Du får flere oplysninger ud af vedkommende, end du ellers ville have gjort
I stedet for en ubehagelig eller decideret dårlig oplevelse, får I begge en god oplevelse sammen
Eleven/kandidaten vil altid huske DIG for at være den, der hjalp til i en nødsituation.
Du får en ny færdighed som kan bruges i flere sammenhænge, og som - helt ærligt - vil føje en guldstjerne til dit professionelle rygte.
Og til sidst skal du ikke undervurdere, hvor rart det føles at kunne hjælpe et medmenneske i akut nød. Det er der statistik på. At hjælpe andre, er en sikker glædesspreder i os selv.
Det er forbløffende, hvor lidt der skal til. Hvis du ikke selv bliver grebet af den nervøse situation. Tænk på det som mental førstehjælp og øv dig ofte!
Du kan måske endda selv bruge vejrtrækningen lige inden du skal til et vigtigt møde eller fri til din kæreste.
I øjeblikket laver jeg workshops på flere forskellige skoler og gymnasier om eksamensangst og hvad eleven - og læreren - kan gøre for at afhjælpe den. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis det er noget I har lyst til at arbejde aktivt med hos jer.
Held og lykke!
Louise