Føler du dig stærk eller svag, når du tænker: HVILE?
Selvomsorg er en kunst, de færreste af os dyrker
Hvile kan være søvn - Det kan også være at lave ingenting, at slukke computeren/mobilen. At have en liste på kun tre punkter. At give slip på en tanke. At sidde udenfor på en bænk. At sige nej tak til at være sammen med energikrævende mennesker. At dimse. At føle sig i sikkerhed. At lukke øjnene et øjeblik og trække vejret dybt ned i maven.
Hvornår hviler du?
Hvordan taler du med dig selv om hvile?
Føler du dig stærk eller svag, når du tænker: HVILE?
Det er svært for mig at hvile mig i selskab med de fleste mennesker. Jeg hviler bedst alene. Og det er en udfordring i disse tider, hvor hverken jeg eller mange andre, har mulighed for at være helt alene. Skovene er fulde med mennesker, der vil være alene. Hjemmene er fulde med mennesker. Stranden, byen...ja måske kan du finde en industrigrund med et konkursprojekt, hvor der ikke er mennesker. Spørgsmål er, om du finder hvile der.
Som en anden diktator beder jeg familien om at være helt stille fra 12.30-13. Der ligger jeg på min seng med ørepropper og hviler mig. Som min gamle jyske bedstefar. Jeg sætter endda et skilt ud på vores hoveddør om, at ingen skal banke på, så hunden gøer. Så meget har jeg brug for hvile lige nu.
Jeg prøver at lære mig selv at hvile i selskab med andre. At være stille og bare trække vejret. Og lytte let og ikke med hele mit væsen. Det lyder måske ikke særligt nærværende, men det er rigeligt nærværende. Det er godt nok, siger dem, jeg øver mig på.
Selvomsorg er en kunst, som de færreste af os dyrker. En god balance mellem at passe på sin krop, dyrke samvær med mennesker, der giver energi, leg og hvile. De fleste mennesker siger, at de hviler mens de leger (læser, maler, tegner, løber). Men leg er IKKE hvil. Leg er leg, og det er supervigtigt. Ligesom det at hvile sig. At ligge og kigge ud i luften.
Hvornår hviler du?
Hvordan hviler du?
Hvor ofte?
Det er svært for mig at hvile mig i selskab med de fleste mennesker. Jeg hviler bedst alene. Og det er en udfordring i disse tider, hvor hverken jeg eller mange andre, har mulighed for at være helt alene. Skovene er fulde med mennesker, der vil være alene. Hjemmene er fulde med mennesker. Stranden, byen...ja måske kan du finde en industrigrund med et konkursprojekt, hvor der ikke er mennesker. Spørgsmål er, om du finder hvile der.
Og hvad er forventningen til hvile? I en tid hvor alt skal give resultat, det skal være målbart og der skal være formål med det, ja, der er hvile lidt en joker. Nogle gange er det bare rart. Andre gange svært, fordi man er stresset. Er det bare en ekstra pligt? Noget vi føjer til To Do listen?
For mig er det efterhånden blevet en kær rutine, der minder mig om, at jeg er blevet lidt ældre og klogere end mit 5 årige jeg, som blev tvunget til eftermiddagslure. Jeg lærte det for alvor, da jeg boede i Barcelona, hvor alle hvilede sig midt på dagen efter en solid frokost. Nu er det blevet en del af mit brand. Mine kunder, venner og familie ved, at jeg ikke er nåbar fra 12.30-13.
“Megakikset”, ville mit 30 årige selv synes.
“Spild af tid” ville mit 8 årige selv synes.
“Hvil i fred” synes mit snart 48årige jeg.
Med venlig hilsen
Louise