Jeg kunne unde alle skoleledere at få denne oplevelse

Hyldesten - ordets og handlingens kraft

“Puha, hyldest er sådan et stort ord. Kan vi ikke bare give lidt positiv feedback?” fik jeg at vide af en chef, som var presset på tid, økonomi og personligt overskud. Og jeg forstår det godt. Det føles lidt som at skulle tage badetøj på for at vinterbade. Man skal lige tage sig sammen. Men bagefter føles det fantastisk. Nu skal du høre:

Det var en mørk, kold og regnfuld vinteronsdag og lærergruppen kom dryppende ind, våde, kolde og eftermiddagsflade efter en lang undervisningsdag. Da jeg fortalte dem, at eftermiddagens workshop gik ud på, at de skulle skrive og holde hyldesttaler til deres kolleger, så de ligeså begejstrede ud, som havde jeg forslået rodbehandlinger uden bedøvelse.

Men så gik vi i gang. Vi begyndte stille og roligt med ideer til en god hyldesttale. Fx at tage udgangspunkt i en konkret historie, snarere end at hælde en masse superlativer udover den, der skal hyldes. Vi lavede vejrtrækningsøvelser, stemmeopvarmningsøvelser, lytteøvelser og kropssprogsøvelser. Så skrev vi taler. Alle trak en tilfældig kollega, og så var det bare om at komme i gang. Nogle var dødeligt nervøse. Dem hjalp jeg lidt. Men de 20 minutter gik hurtigt. Så blev de sat sammen i par, hvor de fik mulighed for at holde talen og give hinanden feedback. Talerne blev pudset af, der blev drukket kaffe og spist kage, og stemningen var nu 1000 gange bedre end for 1,5 time siden. Væk var trætheden og modstanden.

Så oprandt øjeblikket, hvor de skulle holde deres taler. Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på det. Det var meget forskellige taler! Nogle var på vers, nogle var sjove, nogle var rene konfettibomber og nogle var meget rørende. Der blev grædt og grinet, krammet og takket. Bagefter sagde en af lærerne: “Jeg er blevet genforelsket i mit virke og mine kolleger! Pludselig kan jeg huske, hvad det var, jeg faldt for, da jeg begyndte på denne skole.”

En af lærerne fik opgaven at holde talen for skolelederen. Talen fik resten af kollegiet til at rejse sig op og klappe i takt af lederen og af læreren. Begge var berørte og glade. Taleren havde virkeligt lykkedes med at fange det, som lærerne respekterede og holdt af ved deres leder. Lederen sendte mig senere et kort fyldt med glitter og en lang varm tak. De taler stadig om de taler. Både dem, de holdt og dem de fik.

Giv tid til at hylde hinanden

Det er svært at nå i hverdagen - det at hylde hinanden - men bruger man 3 timer om året på det, så er det tid givet godt ud, oplever både skolerne og jeg. På tre timer lærer man at sætte spotlight på det gode, at lytte og tale med respekt og varme og at skrive og holde en god tale. Fremfor alt får både lederen og læreren kontakt med sin arbejdsglæde. Efter et år med Covid19 behøver vi det alle sammen.

Jeg kunne unde alle skoleledere at få denne oplevelse. At se sine lærere glade og opfyldt af anerkendelse. At selv blive anerkendt. Ledere er også mennesker som behøver anerkendelse. Især efter det seneste år. 

Kontakt mig her, hvis I har lyst til at bruge tre timer på at komme i kontakt med jeres arbejdsglæde og kollegaglæde!

Med venlig hilsen
Louise